Mangfoldighed skaber glæde i Vesterhavsklyngen

Det nordvestlige Jylland, hollandske musikere og kulturen fra et farverigt folkefærd var hovedingredienserne for en ”Sigøjneraften” i fællesskabets tegn.

Vesterhavsklyngen inviterede i samarbejde med Sdr. Nissum Borger- og Idrætsforening lørdag d. 22. september inden for i Sdr. Nissum Multihal til fest under temaet ”Sigøjneraften”. Fra Holland var bandet ’Malac Banda’ fløjet ind, og de unge musikanter underholdte de godt 80 tilmeldte borgere. Musikken var farvestrålende og festlig, og de deltagende fik en unik fællesskabsoplevelse.

At ting tager tid, og at tid skaber kvalitet, er arrangementet i Sdr. Nissum et godt eksempel på. Allerede for et år siden blev idéen om at afholde en ”Sigøjneraften” skabt, og med de rette kontakter er det lykkedes en engageret gruppe af frivillige at få sammensat et program med en bred mangfoldighed. Hos såvel deltagerne, på det kulinarisk felt og i underholdningen.

Modtagelse af nye indbyggere
Vesterhavsklyngen er et område, hvor mange folk fra især Østeuropa har valgt at bosætte sig de senere år. Aftenen var således også en åben invitation til at byde nye borgere velkommen til samt at få synliggjort den ønskede etniske diversitet i lokalområdet:

”Det er vigtigt, at folk tør springe ud i arrangementer, som måske har lidt kant eller som differentiere sig fra det, vi normalt gør i landsbyerne – vi skal huske at invitere mangfoldigheden indenfor,” fortæller Maarten Lerink, en af initiativtagerne til arrangementet. 

Frivillige er nøglen til succes
En ”Sigøjneraften” kan ikke lade sig gøre uden en høj grad af frivillighed. Til aftenen havde 12 lokale borgere meldt sig under fanerne for at få styr på programmet. Initiativtagerne og de frivillige, som hjalp til i løbet af aftenen kunne godt ønske sig, at der var en endnu højere grad af frivillighed blandt klyngens beboere, så det derved ikke blot er bestyrelsesmedlemmer, som er med blandt hjælperne på aftenen.

Vesterhavsklyngen har tidligere haft succes med at afholde lignende arrangementer med et bestemt tema. Sidste år slog de eksempelvis dørene op til en irsk aften, og allerede nu er initiativtagerne i gang med de første spæde tanker om det næste arrangement. Hvad temaet skal være, vides endnu ikke, men sikkert er det, at det endnu engang kommer til at tage udgangspunkt i klyngens mangfoldige miljø.

 

Fakta:
Vesterhavsklyngen er et initiativ startet i november 2017 i samarbejde mellem landsbyerne Thorsminde, Sdr. Nissum, Husby, Staby og Madum samt opland og DGI.
Der bor i dag  1.904 borgere i Vesterhavsklyngen

 

Skriv et svar