Motivationsprofiler (4:4)

Mennesker motiveres ikke af det samme – derfor er det afgørende at have kendskab til, hvordan de frivillige, man arbejder med, motiveres bedst muligt. Både i forhold til at involvere nye frivillige, men også i forhold til at skabe de bedste rammer for dem, der allerede er involveret.

Konsulent i landsbyklyngen Østkystens Guld, Helle Glyø, fortæller her om at arbejde med motivationsprofiler:

Nogle motiveres af ”muligheder for personlig udvikling” eller ”muligheden for indflydelse”. Andre motiveres af ”samværet med de andre frivillige” eller muligheden for ”at gøre en forskel”. Hvad vi hver især motiveres af afhænger i høj grad af, hvor vi er i livet. Generelt er sandheden dog nok, at vi alle ofte motiveres af flere ting på én gang.

Kan det svare sig at interessere sig for motivationsprofilerne, når man skal arbejde med frivillige i foreningslivet? Ja – det kan det godt! Vi kan vel lidt populært sige, at vores motivation er vores løn for det frivillige arbejde, så ved at kende til personers motivation for at gøre et stykke frivilligt arbejde – netop hos jer – så har vi fået foræret vores salgsargumenter for den enkelte opgave. Vi har forøget muligheden for at ramme plet og derved få et ”ja”.

Hvis vi så ikke er så heldige at kende personens motivationsfaktor? Hvordan får vi så ”solgt” opgaven? Det vigtigste i den forbindelse er at finde argumenter for at tage opgaven, som vil friste hver af de fire motivationsprofiler.

Næste gang I står med en opgave, I skal have frivillige til at løse hos jer, så øv jer i at finde gode argumenter for hvorfor netop denne opgave er spændende – et argument pr. motivationsprofil.

Hvis ikke vi øver os i alle fire, så går vi ofte automatisk ud fra, at den vi står overfor efterspørger det samme i sine frivillige opgaver som en selv (og det bliver det, vi forsøger at sælge). I de tilfælde vil det ofte blive svært at få solgt opgaven.

IDAN og SDU har gennem tiderne lavet flere undersøgelser af, hvad der motiver de mange danskere til frivilligt arbejde – og ud af det arbejde er der i DGI udviklet fire motivationstypologier.

Cirklen for ”samværet med de andre frivillige”, Hjertet for ”det at gøre en forskel”, Trekanten for ”muligheden for indflydelse” og sidst men ikke mindst Pilen for ”muligheder for personlig udvikling”.

Fire forskellige motivationsprofiler.

De fire symboler til typologierne kan være med til at det er lettere og måske sjovere at arbejde med rekruttering af frivillige i din forening. Det kan også gøre jer, der allerede er involveret, klogere på hinandens bevæggrunde.

Jeg har klippet symbolerne ud i filt og arbejder med dem i mange forskellige sammenhænge, når jeg arbejder med frivillige. De kan bruges i både små og store forsamlinger. Fx både i en styregruppe og til et borgermøde. Det kan både give viden om de mennesker, man arbejder med, men de kan også skabe en refleksivitet hos de frivillige selv.

Hvis du har lyst til at høre mere om, hvordan I kan bruge det i jeres forening, så tage endelig kontakt til Helle på helle@glyoe.com eller 22762760.

Skriv et svar