Mød proceskonsulent til klyngen Over Sø og Land, Maja Ørum fra Ærø

Jeg bor på Ærø, på en blåkalket gård tæt ved havet. Her langt ude på landet – på en ø, har jeg boet de sidste 13 år, med min familie. Det var den mørke nattehimmel, stilheden der giver mulighed for eftertanke og skønheden i de små markers opdeling, som trak i mig, og som allerede var tilstede, den første dag vi ankom.

Den anden del der kaldte, var alt det jeg forestillede mig kunne ske, blive virkeliggjort og skabt. Forestillingsevnen og lysten til at omsætte ideerne om det gode liv, hev stærkt i mig. Tænk at kunne skabe noget her, i fællesskab med andre og samtidig dele disse herligheder. Landsbyen blev det centrale omdrejningspunkt, for sammenkomster med alt fra yogaaftener, fælles loppemarkeder og med en fælles forening, der involverede alle generationerne med åbent galleri om byens historie. Folk med tilknytning til stedet her, kom fra mange dele af Danmark for at besøge det beskedne landsby galleri, hvor de kunne se sig selv eller deres familie.

Landsby udvikling går hånd i hånd med Ærøs udvikling, hvilket jeg har beskæftiget mig med professionelt i mange år. På Ærø fejrede vi den første blomstrende landsby, Bregninge, den 10. maj 2010. Derudover har jeg som uddannelseskoordinator, iværksætter- og erhvervskonsulent på øen arbejdet med netværk, samarbejder og udvikling på tværs i 7 års tid.

Jeg er en blanding af en filosof og en iværksætter. Er kandidat i pædagogisk filosofi med innovation & iværksætteri. Og har en master i coaching og facilitering.

Jeg er stadig i min spæde start som landsbyklynge konsulent, for landsbyklyngen Over Sø og Land, på Fyn. Jeg glæder mig over at kunne bruge så mange af min erfaringer, mit know how og viden – så dette fantastiske sølandskab og landsbyerne omkring, kan gøre en forskel for sig selv og hinanden, ved at gå sammen og bygge bro.

Skriv et svar